Månedsarkiv: januar 2014

Hvad sker der for Corydon og Vilhelmsen?

Kære læser

Jeg kommer snart til det. Altså fortæller lidt om byrådsarbejdet, men jeg må altså have luft først. Hvad sker der i regeringen? Hvordan fanden kan man ikke bare ignorere kendsgerningere, men også regeringens eget vælgergrundlag og grundlæggende politiske værdier. En centrum – venstreregering sælger da ikke væsentlige dele af den vitale nationale infrastruktur til profitjægere og skattefuskere, hvis den tænker sig om. Men den siddende regering gør. Dong contra Goldman Sachs – Bjarne Corydon contra Frank Åen. Men ikke blot det. SFs eget bagland er i oprør og den erfarne socialdemokratiske politiske elite og baglandet generelt siger fra, så det kan høres. Ud over Blå Bjarnes manglende personlige kompetencer – fraværet af selvindsigt og empati – så må forklaringen være den enkle, at regeringen er træt af at være regering. Den byrde kan den hurtigere end den selv tror det  blive befriet for. Løkke og Hjort Frederiksen, samt den danske og internationale storkapitals klarkører ser på med slet skjult tilfredshed. Enhedslisten er det troværdige bolværk mod neoliberalismens hærgen  langt ind i regeringen og det danske samfund, men desværre er bolværket ikke højt nok til at inddæmme og hindre, at liberalismen æder bid for bid af vor nationale suverænitet og ejerskab til vort lands produktionsapparat. Politisk og økonomisk. Regeringen skal ikke have et mistillidsvotum for den klarer helt selv at rive fundamentet væk under sin egen eksistens. Det ville være dejligt, hvis vi kunne forhindret regeringens fald og en Venstre – regerings fremkomst. Men  Bjarne, Annette , Merethe og Helle vil ikke lytte. Regeringen fører en politik, der er så blå, at de ikke kan løsrive sig fra de rå kapitalistiske drenge. Goldman Sachs, – så bliver det squ ikke meget værre. GS skjuler profitten i skattely. Gad vide om ikke også Dongs ledelse, der skal præmieres med 1,5 mia. kr. bonuskroner for at sikre brandudsalget, nok skal forstå at fjerne deres ekstra – indtægter fra skattevæsenets radar.

Så er Herning byråd trods alt et noget fredeligere sted at befinde sig. Men blå zone er det godt nok også. Det har ikke vist sig så meget i selve byrådssalen endnu, hvor gårdsdagens byrådsmøde primært handlede om at lande planlægningssager, der er overleveret fra sidste byrådsperiode. I udvalgene er arbejdet præget af introduktion og planlægning af den kommende tids arbejde. Men roen varer nok ikke længere end til byrådskonferencen i april. Her skal der følges op på temaerne i budget 2014 og drøftes ønsker til budget 2015. Det bliver spændende og på vores baggrundsgruppemøde i mandags, drøftede vi da også tingene i det perspektiv. For os er det specielt på områderne byplan, beskæftigelse, folkeskolen og børnepasningen, at vi skal forsøge at påvirke beslutningerne og stille forslag. Men der er da også temaer fra sundheds- og socialområdet, der har vores opmærksomhed. A’propos det, så er ældremillionerne fra statens budget 2014 på vej mod kommunerne. 14,6 millioner kan Herning søge om og få bevilget pr. år i perioden 2014 – 2018. Jeg har noteret mig, at borgmesteren allerede i mandags udtalte sig om sagen til avisen. Det er jo interessant al den stund, at sagen ikke har været forelagt alle byrådets partier og tilsyneladende heller ikke skal behandles i byrådet før ønskerne formuleres og sendes til regeringen. Jamen, hvis det er sådan ting foregår, så må man jo indrette sig efter det og Enhedslisten har under alle omstændigheder konkrete ønsker til, hvordan pengene skal anvendes. Den sag vender jeg tilbage til.

Lørdag mødes alle Enhedslistens byrådsmedlemmer og regionsrådsmedlemmer hos 3F i Horsens. Vi skal vælge medlemmer til KLs og DRs bestyrelser, samt et nyt landsarbejdsudvalget. Det kommer jeg tilbage til næste onsdag. Rimeligt spændende valg er det jo.

Ha’ en fortsat god uge.

 

Så kom beskæftigelsesudvalget i gang

Kære læser!

Netop hjemkommet fra beskæftigelsesudvalgets første møde kan jeg konstatere, at jeg faktisk er blevet bekræftet i, at det er de to helt rigtige byrådsudvalg, jeg er kommet i. Det var ikke bare et informativt møde, vi havde i dag, men der blev også lagt skinner ud til et spændende arbejde med de 3 prioriterede arbejdsområder: langtidsledighed, sygefravær og ungdomsarbejdsløshed. Der bliver virkelig lagt fra land.

I næste uge har vi konstituerende møde i KKR – KLs kommuneforening i den midtjyske region – og der er udsigt til, at jeg får sæde i det regionale beskæftigelsesråd. Tirsdag i næste uge har vi også det første byrådsmøde i perioden, og det betyder, at vi også har det første baggrundsgruppemøde mandag kl. 19.00 på rådhuset. Vi er squ ved at komme op i de høje omdrejninger.

S, SF, Enhedslisten og LO – Herning mødes torsdag i næste uge til første møde efter kommunevalget. Der bliver noget at evaluere og først og fremmest skal vi se fremad. Vi må forsøge at skabe fælles udspil og aktiviteter. Det kommer ikke til at skorte på velvilje fra Enhedslistens side.

Alle Enhedslistens regions- og kommunalrødder mødes i Horsens på næste lørdag. Der skal diskuteres kommunalpolitik, vælges landsstyrelse og Enhedslistens repræsentant i KLs bestyrelse skal vælges. Jeg så gerne, det blev Per Clausen, Ålborg, men også Helge Bo Jensen, Albetslund stiller op og flere kandidater følger, tror jeg. Der bliver altså kampvalg, og jeg vil støtte Per Clausen. Jeg tror, vi får kæmpe interne samarbejdsproblemer, hvis den evige nej – siger Bo Helge J. bliver valgt.

Den socialdemokratiske byrådskandidat Lone Børglum havede et klogt og modigt læserbrev i avisen i går. Kritikken af Herning Folkeblads sensationsjournalistik i Lindely – sagen er berettiget.

Debatten om Enhedslistens nye principprogram er ved at komme i omdrejninger. Det er en god proces HB har valgt. Gennem debatmøder og delegeretkonference i marts skal tingene sorteres og samles, så årsmødet i maj får to samlede forslag at stemme om. Vi debatterede og søgte at få overblik på medlemsmødet i aftes. Der er nu i stor træk ingen tvivl om hvor Herning – afdelingen står. Selvfølgelig kan og skal der ske forbedringer i skrivegruppens oplæg, men grundlæggende er det et fint kompromi.

Regeringen fortsætter jo desværre den skæve kurs. Salg af selvstændighed i energiforsyningen til en amerikansk kapitalspekulationsfond er da idiotisk og meget mere. Værst af alt er jo, at dagpengereformens virkninger nu slår igennem i al sine asociale og politiske kynisme, og nu følger kontanthjælpsreformen, der er skåret over samme sociale syn på de ledige og udsatte. Ikke en gang 1 ekstra milliard til de ældre vil regeringen lade gå til de, der har mest behov.

Håndbolden fejer gennem hedens hovedstad, og vi nyder det. Ja, nogen er så optaget af guldrusen, at de helt glemte at bemærke, at vi er blevet pokalishockey – mestre foran 5000 tilskuere i Vojens. Jo, men guldet venter da i håndbold ikke sandt. Måske, ja semi – finalen skal vi nok klare. Men Frankrig ser skræmmende gode ud. Spændende bliver det squ. Ha’ en fortsat god uge.

 

Byrådskonference og offentligt møde med Preben Wilhjelm

Kære læser

Mandag og tirsdag i enne uge har hele byrådet og direktionen været på opstartskonference på Skarrildhus. Hyggeligt nok og fantastisk mad. Vi var alle præget af den store oplevelse i boksen søndag aften, hvor håndboldherrerne lammetævede Makedonien. På konferencen drøftede vi byrådets arbejds- og kommunikationsform, og vi fik en rigtig god dialog om arbejdet i de faste udvalg. Jeg tror, at ikke mindst udvalgsformændene fik masser af god inspiration til det fremtidige arbejde.

Da jeg kom til Herning i går eftermiddags, var jeg til formøde med udvalgsformanden og embedsværket vedr. det kommende møde i beskæftigelsesudvalget. Der venter os et stort, men også spændende arbejde i beskæftigelsesudvalget. Vi fik opdaterede nøgletal for beskæftigelsesområdet og har lagt temaer fast for de 5 første mødet i udvalget. Ungdomsarbejdsløsheden kommer i den grad i fokus. Jeg tror, det bliver super godt. Men  der er masser af vigtige papirer, der skal læses og forstås i denne kommende tid. Jeg kan allerede nu se den kæmpe positive forskel på informationsniveauet der er for Enhedslisten ved, at vi er kommet i byrådet.

Jeg er iøvrigt blevet medlem af det regionale beskæftigelsesråd. Det bliver fint at få inspiration fra de andre kommuner i Midtjylland.

Den 1. februar er der stort kommunalpolitisk træf i Horsens for alle Enhedslistens byrødder, regionsrødder og flere andre. På dette møde skal organisationen for de kommende 4 år besluttes, og politikken skal diskuteres og konkretiseres. Partiets repræsentant i KLs bestyrelse skal vælges. Landsudvalg skal udpeges.

Tirsdag d. 18. marts kl. 19.15 afholder Enhedslisten offentligt møde i Herning med venstrefløjens grand old man Preben Wilhjelm. Han giver oplæg om sin pamflet “Krisen og den manglende systemkritik” og kommenterer venstrefløjens aktuelle udfordringer. Det møde skal du deltage i, så se at få datoen skrevet ind i kalenderen. Annoncer med videre følger om en god måneds tid.

Der er medlemsmøde på tirsdag d. 21. januar. Der er ved at blive stillet skarpt på diskussionen om et nyt principprogram. Vi starter processen og diskussionen på dette medlemsmøde. Jeg skal også give en aktuel orientering om byrådsarbejdet. Jeg håber, at se rigtig mange medlemmer på dette møde.

Håndbold EM de næste par uger i Herning efterfulgt af OL med det bedste i ishockey på TV. Hvor heldig kan man være. En alvorlig streg i regningen er det dog, at Finn har fået et ildebefindende. Vi håber, han snart er tilbage sund og rask, og jeg vil her sende ham de bedste hilsner på sygelejet.

 

Så er jeg (stærkt) tilbage!

Kære læser

Så er jeg stærkt tilbage efter en en hæsblæsende valgkamp og en dejlig valgdag. Den 19. november 2013 blev en mærkedag for Enhedslistens Herning afdeling. Jeg blev indvalgt, som partiets første medlem af Herning Byråd. I perioden 2014 – 2017 får jeg sæde i byplanudvalget og er næstformand i beskæftigelses- og integrationsudvalget. Det blev resultatet af en konstitueringsaftale for alle 31 byrådsmedlemmer. Jeg får derfor mulighed for i særlig grad at præge byrådsarbejde og beslutninger på bl. a. disse vigtige politikområder: vindmølleplanlægningen; udviklingen af Herning midtby med fokus på de baggårde og P – pladser, der ligger umiddelbart bag hovedgaden; anvendelsen af det gamle sygehus, når det bliver ledigt i 2017; etableringen af den nye bydel omkring det nye sygehus i Helstrup; samt styrkelse af infrastrukturen og den kommunale service til satellit- og landsbyerne . På beskæftigelsesområdet skal der fuld fokus på at bekæmpe ungdomsarbejdsløsheden i slipstrømmen af dagpenge- og kontanthjælpsreformerne. Integrationsarbejdet skal også ses efter, for jeg synes, der mangler initiativer specielt for unge mænd og kvinder uden for arbejdsmarkedet. Det er selvfølgelig ikke blot på “mine” 2 udvalgsområder, at jeg skal være aktiv. På skole- og pasningsområdet bliver der også meget at tage stilling til. Den nye skole i Hammerum, landsbyskolernes fremtid og lærernes samarbejdsvilkår bliver diskussionsområder allerede i 2014. Byrådspartierne har aftalt det politiske grundlag for byrådsarbejdet 2014 – 2017, og det tyder heldigvis på, at alle vil indgå i arbejdet med lyst til at lytte og finde fælles løsninger. (se det politiske grundlag 2014 – 2017 på Herning Kommunes hjemmeside) Det vil sikkert også kunne lade sig gøre på de fleste områder, men Enhedslistens udgangspunkt for arbejdet i byrådet er uændret. Vi vil have politisk kant, og vi vil være partiet, der usvækket vil kæmpe for lønmodtagernes og de udsatte gruppers interesser. Øget lighed og retfærdighed er målet. Men vi ville jo være nogen tosser, hvis vi ikke var villige til at indgå kompromisser for at nå disse mål. Fanen skal løftes højt, men benene skal blive på jorden. I Herning er det en klar forudsætning for at bleve taget alvorligt.

Jeg bruger i disse dage noget tid på at lære Herning Kommunes IT – system at kende. Det illustrer bare, at jeg er uendeligt dårlig til IT. I hvert fald så mangler jeg totalt tålmodigheden. Det er ikke mig, der behersker IT – systemet, men It – systemet, der hersker over mig. Det har jeg det ikke godt med.   Nå, men det går nu nok.

Mandag og tirsdag i næste uge skal jeg og det øvrige byråd på en perspektivkonference på Skarrildhus. Det vil da være fint, hvis det kan bidrage til en god arbejdsform i byrådet og gode diskussioner. God mad serverer de jo da dernede.

Enhedslisten har fået valgt 119 byrådsmedlemmer og 15 regionsrådsmedlemmer. Det er en helt ny situation. Derfor er jeg med i opbygningen af nye samarbejdsformer i Enhedslisten Region Midt, og jeg deltager i et nyt landstræf d. 01.02.14, hvor vi skal forsøge at aftale en landsdækkende samarbejdsstruktur og vælge repræsentanter til Kommunernes Landsforenings og Danske Regioners bestyrelser. A’propos KL så er jeg blev valgt som en af Enhedslistens to repræsentanter i Kommunernes Kontaktråd i Region Midt.

Jamen, det var så første afsnit i den dagbog, som jeg vil skrive i ca. 40 onsdage i 2014. Jeg håber, du kan bruge orienteringen til noget, og der er jo under alle omstændigheder plads til at kommentere. Efter en tiltrængt pause begynder jeg igen fra næste uge, at kommentere byrådsarbejdet i Herning Folkeblad. Nu har læserne sluppet for mit billede og mine meninger i en god måneds tid. Nu er det tid at gå på banen igen. Jeg skal jo også passe på, at det ikke går sådan, at det eneste læserne ser i avisen til mig, er redaktørens favoritbillede, hvor jeg og Lars Krarup tilsyneladende morer os over det samme.