Hvidsten & Fyrkat, Vision2020 Herning bymidte, Mette Frederiksen & Tesfaye, udsatte unge og folkeskoleforlig i Herning

Kære læser

Alt for lang tid er gået siden jeg skrev i dagbogen sidste, men der sker squ så meget.

Maj – måned startede med en udflugt i Historisk Forening med mig som guide til den smukke gamle Hvidsten Kro med den spændende historie og herefter fortsatte vi til vikingegården og borgen FYRKAT ved Hobro. En fantastisk tur for alle i den fyldte bus. Først fik vi pensioneret overlærer Nejsums historie om kroen og Hvidsten – gruppen. Den sidste historie har jeg hørt om, set  og læst i mange versioner, men den fænger stadig og er unik. Kroens historie og fremtræden ikke mindst i godt vejr, som  vi havde hele dagen med gode temperaturer og flotte udsigter. Super.

Du skal følge med i Herning Folkeblad i dag onsdag og de kommende 6 uger. I avisen informerer byplanudvalget (hvor jeg jo har sæde) om de mange konkret aktiviteter, der løber af staben i Hernings bymidte med henblik på at få borgerne i tale om alt af interesse for udviklingen af Herning bymidte frem mod 2020. Kultur, historiefortællinger og historiske bygninger, indretning af gader og pladser, aktiviteter for børn og unge, events og meget mere er sat til debat hos borgerne. Vi har behov for inspiration og gode ideer. Vi kommer også til at snakke bymuren på Tinghuspladsen, museet i Vestergade, Nørregade 7, butikslivet, biblioteket og meget mere. Jeg tror, der er noget at komme efter.

I sidste uge var jeg til stor beskæftigelseskonference i Århus. Mette Frederiksen reklamerede for regeringens nye vækstplan, og den lyserøde tråd var, at hun heller ikke selv tror på, at den give ret mange nye arbejdspladser. Godt nok skal vi forkæle erhvervslivet, men deres taknemmelighed omsætter de ved at oprette nye arbejdspladser i udlandet. Herefter underholdt Maties Tesfaye om sin bog “Kloge hænder”. Og kloge ord fik vi om uddannelsessnobberi, det skæve  arbejdsmarked, den manglende respekt for godt håndværk og truslen mod vores velfærd, fordi vi ikke satser tilstrækkeligt på de kloge hænder. Herefter var der spørgsmål – svar. Her røg kæden helt af for den gode murersvend. Han fik olie både på bukser og hænder, og hans trosskabsed over for regeringens politik på social-, uddannelses- og arbejdsmarkedsområdet virkede hul. Han forsøgte på parolevis at anvende sin gode solidariske synspunkter fra bogen som argumentation for forringelserne på dagpenge og overførelsesindkomsterne. Enhedslistens politik er i øvrigt et stor forsvar for et samfund, hvor målet er, at en stor del af borgerne er på permanent offentlig forsørgelse, fik vi doseret. Højt at flyve, dybt at falde er en udmærket formulering af Tesfayes gennemslag i den store forsamling.

Han burde have været med mig og byrådets beskælftigelsesudvalg på tur til projektenheden på Gudhjemvej. Her fik vi syn for sagen. De mest udsatte unge lider under regeringens udsultningspolitik, kontrolsystem og nyttesløs aktivering. Stærk oplevelse. I juni konkluderer vi på hele kommunens ungeindsats, vedtager nye aktiviteter og udarbejder ønsker til budget 2015. Det er den ene af mine to topprioriterede indsatser i 1. halvår 2014. Den anden er folkeskolen. Det kommer vi til, men først to aktiviteter, der giver energi og tro på fremtiden.

Med markent flertal stemte Enhedslistens årsmøde JA til et nyt moderne principprogram,der på udogmatisk vis opsætter pejlemærker for demokratiske socialisters kamp for frihed, lighed og fælleskaber der fungerer. Fælleskaber, der konkret arbejder for et grønnere Danmark, et mere retfærdigt Danmark og international solidaritet. Vi følger op på søndag og stemmer ja til liste N, folkebevægelsen, og nej til de multinationales patent på viden og magt. Jeg befinder mig hele dagen som valgtilforordnet i kongrescentret.

I går tirsdag kulminerede mange ugers arbejde med folkeskolen udvikling og opfølgning på folkeskolereformen.Ddet endte efter 8 timers hårde forhandlinger med forlig mellem V, K, SF og Enhedslisten.

Folkeskolereformen skal følges op på 3 overordnede områder. Kommunerne og skolerne skal sikre, at alle elever lærer mest muligt. Vi skal sikre, at de negative effektiver af den negative sociale arv har på mange elevers udbytte af undervisningen. Og for det 3. skal vi styrke respekten for lærernes og pædagogernes professionelle viden.

Det er 3 skarpe krav og forliget giver overordnet 3 bud på opgaven. Vi har foretaget nogle skolestrukturændringer med henblik på at skabe stærkere faglige miljøer for elever og lærere, alsidigt sammensatte elevgrupper på skolerne, samt bedre vilkår for udvikling af elevernes alsidige personlige kompetencer. Der er givet og taget på dette punkt i forliget, og det er ikke nogen hemmelighed, at Enhedslisten gerne ville have haft mere ambitiøse og omfattende strukturændringer end der var mulighed for at blive eninge om.

På forligets 2 øvrige hovedområder er der tale om politiske prioriteringer og indsatser lige efter vores røde politiske hjerter og hjerner. Der sker en styrkelse af indsatsen i forhold til indklusion af elever med særlige udfordringer fokuseret på specifikke handicap, dansk som 2. sprog og alsidige personlige kompetencer. Alle elever skal have en ordentlig skolegang, blive dygtige og inkluderes i det omfang det er muligt. Elever må ikke have tabt kampen på ungdomsuddannelserne og arbejdsmarkedet inden de overhovedet er begyndt.

Og så får kompetenceudviklingen for skoleledere, pædagoger og lærere et løft ud over, hvad der allerede var lagt op til. Som prikken over i’et får personalet nu mulighed for at indgå aftaler om arbejdstiden på skoleniveau med skoledelsen. Det første stor afgørende skridt i genopretningen efter det skændige lærerindgreb er hermed taget.

Nu skal jeg ud og slå græs. Vi høres ved, når en ny sejr er hjemme på søndag! Folkebevægelsen har brug for din stemme.

Jørn Vedel

Skolestrukturdebatten skudt igang & kampen om udbud

Kære læser

Vi havde et rigtig godt medlemsmøde i torsdag, dog med for få deltagere. Jakob Sølvhøj deltog og gav et nuanceret og spændende oplæg med vægten på den aktuelle økonomisk politik, principprogramdebatten og årsmødet. Jakob er medlem af hovedbestyrelsen og FOAs daglige landsledelse. Vi føler os meget priviligerede af at have Jakob som spidskandidat i vestjysk storkreds, og vi vil kæmpe for, at det fortsætter efter årsmødet. Vi aftalte, at vi i juni måned seriøst skal i gang med at planlægge næste folketingsvalg samme med Jakob og de øvrige afdelinger i valgkredsen. Forhåbentligt er både Jakob og Peter hovedbestyrelsesmedlemmer efter årsmødet.  Peter, Casper og jeg deltager på årsmødet. Flest stemmer ved urafstemningen af folketingskandidater fik Pelle Dragsted, Jakob Sølvhøj, Finn Sørensen, Niels Rohleder og Stine Brix.

Mandag og tirsdag har jeg deltaget i byrådets budgetkonference i kongrescentret. Det var en god oplevelse. Hovedemnerne var kommunens økonomi, skolestrukturen, skolen i øst, udbud og Time World.   Men også Vision 2020 for Herning midtby, akutteam på sundhedsområdet, klimaforandringer og vandplan og det gl. bibliotek var på dagsordenen.

Skolen i øst har bred opbakning, men vi skal nu kort fortalt have syn for sagen. Vi har ikke 300 mio. kr. så vi vil gerne se, hvordan en skole incl. multihal vil se ud til 200 mio. kr. Herefter vil daginstitutionsområdet skulle kobles på.

Vi har fået en skolestrukturrapport med bilag på tilsammen ca. 400 sider. Udmærket materiale og udmærket gennemgang. Efter påske og en måned frem vil debatten bølge i byrådsregi incl. baglandene, og så må vi se, hvem der vil være med til hvad. Vi koordinerer med S og SF, men jeg ved ikke, om vi kan blive enige.      I Enhedslisten har vi vedtaget 6 mål og pejlemærker, og vi vil forfølge og fremføre i debatten. Alle på skolerne og i partierne må forsøge at besvare nogle centrale spørgsmål om, hvordan vi sikrer en høj faglig kvalitet, udviklingen af stærke faglige miljøer i personalegruppen,  brede i elev og forældregruppen på alle skoler, at de fastsatte mål for inklusion kan opfyldes og i det hele taget sikrer, at skolereformen kan blive en succes i Herning Kommune. Skolestrukturen sikrer ikke, at disse spørgsmål kan besvares positivt. Som ordet siger er skolestrukturen jo blot en struktur. Det er indholdet, det handler om med fokus på gode læreprocesser med elever og lærere som aktører. Men skolestrukturen kan hæmme eller fremme, at vi kan udvikle den gode skole. Hvordan synes vi skolestrukturen understøtter den gode udvikling i dag, hvilke ændringer skal der til for at komme fornuftigt videre, og hvordan vil strukturanalysens fakta – del influere på vores muligheder for at nå og gøre det ideelle? Spændende ikk’ og debatten starter om lidt.

Ishockeyfinalerne fortsætter i bedst af 7 i påsken, Klitmøller kalder, og i morgen er der generalforsamling i Historisk Forening. Jeg skriver dagbog igen i uge 18. Inden da har jeg deltaget i byplanudvalgsmøde, beskæftigelsesudvalgsmøde, KLs repræsentantskabsmøde, landskommunalgruppen, afdelingsbestyrelsesmøde og briefinger om skolestrukturen. Ha’ en godt ferie!

 

Markeringer i byrådet & vi ruster os til byrådets 1. budgetseminar

Kære læser

Vores kommunalpolitisk baggrundsgruppemøde i mandags fik afgørende betydning for mine markeringer på tirsdagens byrådsmøder. Vi fik opstillet nøglepunkterne i mine indlæg om henholdsvis lærlinge- og praktikpladsaftalen, samt besparelsen på handicap- og psykiatriområdet. Oven i det fik vi talt om pejlemærker for partiet i den kommende byrådsdiskussion om folkeskolereformen og skolestrukturen. Det er da ikke så ringe et resultat af 3 timers konkret arbejde en mandag aften.

Dagens omdelingsavis giver en bred dækning af byrådsmødet, og jeg kan da vist sige, at jeg har fået min del af dækningen. Herligt. Jeg håber ikke mindst, at min 4 – punkts- argumentation for at deltage i aftalen på handicap- og psykiatriområdet bliver læst. Den indeholder jo også en vigtig fodnote, hvor jeg fremhæver misbrugsområdet og bofællesskaberne for unge med psykiskiske udfordringer.

Også avisomtalen om indførelse af klausuler på praktikplads- og lærlingeområdet er vigtig. Det er meget tilfresstillende, at vi er med i den aftale. Jeg uddelte også nogle håndmadder til Dansk Byggeris direktør, der har vendt sig mod aftalen med 2 klokkerene fejlinformationer og fornærmede udtalelser, hvor han antyder, at DB vil nedtone sit engagement  i samarbejdet. Byggeklodsmajoren har da helt mistet kontrollen over sin verbale sømpistol.

Før byrådsmødet i går fik byrådet en kort introduktion til folkeskoleområdet. Den var meget faktaorienteret og på byrådets budgetseminar på mandag – tirsdag i næste uge følger en yderligere problemformulering. Indfasningen af folkeskolereformen og skolestrukturen kommer til grundig debat, men det er ikke her, der skal slås søm i. Det går for alvor løs efter påske og en måned frem. Spændende. Enhedslisten er parat til at gøre en forskel.

Byrådseminaret indeholder andre spændende temaer. Bl. a. Time World, udlicitering (!), den gamle biblioteksgrund, vision 2020 for bymidten m. m. Jeg var i forbindese med min byrådsopstilling lidt i tvivl, om jeg kunne finde motivationen til en fortsat politisk kamp i første række. Jeg må konstatere, at min skepsis var totalt ubegrundet. Enhedslistens Herning – afdeling er parat, jeg er parat.

Vi har medlemsmøde i morgen aften. Jakob Sølvhøj deltager. Det glæder vi os alle til. Der er urafsteming med opstilling af folketingskandidater, diskussion af der kommende valg til hovedbestyrelsen og årsmødet. Jeg vil søge opbakning til pejlemærkerne for det kommende arbejde i byrådet med folkeskoleproblematikken. Jeg håber bare vi ses.

Paradigmeskifte. Herning Blue Fox er i årets ishockeyfinale. Jeg vil være på lægterne. SønderjyskeE er en skarp modstander, men de skal også være skarpe, hvis de skal slå os. Det bliver ikke en oplevelse for folk, der ikke kan lide nærkontakt og vilje til sejr. Jeg glæder mig helt vildt. Ishockey er et meget strategisk spil i et forrygende tempo, og skøjteløbet er afgørende. Men vilje slår teknik.

I næste uge er der generalforsamling i Historisk Forening i Herning. Vi mangler bestyrelsesmedlemmer. Tænk over det. Erik, Finn og jeg sidder i bestyrelsen og lokalhistorie er fedt. Den 10. maj er der udflugt til  Hvidsten Kro g Fyrkat med foredrag undervejs. Et af mange gode arrangementer i foreningen.

 

Lærlingeklausuler, styrket samarbejde mellem kommunalrødderne og i det røde samarbejde

Kære læser

Det er ikke så lang tid siden  jeg skrev sidst, men der er faktisk sket en del i de seneste dage.

Mandag var jeg til møde i byrådets økonomiudvalg og deltog i behandlingen af to dagsordenspunkter. Et meget positivt og et rigtig “lorte-punkt” (undskyld sprogbrugen, men det er et passende udtryk). Vi drøftede høringssvarene vedr. besparelserne på handicap- og psykiatriområdet.  Der er indkommet mange seriøse argumenter og yderst relevante spørgsmål fra bestyrelser, personalegrupper og tillidsrepræsentanter, og byrådet bør være stolte af og visse respekt for, at vi har så kvalificerede ansatte, pårørende og tillidsrepræsentanter på disse områder. Besparelserne gør virkeligt ondt, og det mindste, vi kan gøre, er at give ordentlige ærlige svar på høringsvarene. Av!

Omvendt forholder det sig i forhold til indførelse af lærlingeklausiuler. Jeg var en smule skeptisk over for budgetforligets vage formulering, men desto mere glædeligt er det, at udmøntningen nu faktisk bliver rigtig fornuftig. Byggeriets arbejdsgivere og DA kan ikke lide det, så den er god nok. Hvor mange lære- og praktikpladser, der kommer ud af det, er svært at sige, men det bliver helt sikkert til en del. Super!

Regionsbestyrelsen har udarbejdet forslag til diskussion af en evt. ansættelse af en tværkommunal organisationssekretær her i Midtjylland. Materiale og tidsplan er udsendt til afdelingerne. Der er indkaldt til ordinært repræsentantskabsmøde d. 01. juni, hvor sagen skal behandles. Jeg har taget initiativ til stiftelsen af et netværk for byrådsmedlemmer m. fl. for de 18 kommuner i region midts område.

Indskud: Semifinalerne i ishockey er i gang. Rødspætterne fra Fredeikshavn fik bøllebank i tirsdags, og jeg var der. Kæden med slovakkere og tjekker spillede outstanding. Det er bedst af 7 så der er langt igen.

I går var der et langt beskæftigelsesudvalgsmøde med rundvisning på Godsbanegades jobcenter. God oplevelse. Vi vedtog flere ekstra – tilbud, der kan støtte op om de unge kontanthjælpsmodtageres uddannelsesvalg og jobsøgning. Vi arbejder os møde for møde igennem ungdomsarbejdsløshedsområdet, og jeg synes, der er lydhørhed.

Bestyrelsesmødet i aftes foregik på rådhuset, og det er fint, at vi nu er 5. Vi nåede utroligt meget. Der er ikke grund til den store diskussion om principprogrammet og årsmødet, for vi er stort set enige om det hele.  Enhedslisten i Herning er placeret solidt på partiets venstrefløj, og vi tror også, at årsmødets store flertal vil placere sig der.

Bestyrelsen forholdt sig til stort og småt. Jeg er indvalgt i KLs repræsentantskab. Vi indstiller til medlemsmødet, at PE og JEV deltager i regionsrepræsentantskabsmødet 01. juni; Casper, Peter og Jørn deltager på årsmødet; Peter og Casper bliver folketings – valgorganizere; Casper deltager i organizerkursus; Peter deltager i møde om folkeskolereformen;  Jørn deltager i budgetseminar i august; Peter og Jørn kontakter Herning Fo. vedr. interview ultimo maj; vi holder off. møde i efteråret og på næste møde drøfter vi hverve- og aktivietskampagne for passive og nye medlemmer. Vi vedtog datoer for de næste 4 bestyrelsesmøder. Jakob Sølvhøj deltager på medlemsmødet den 03. april, og vi beder ham orientere om principprogramdebatten i hovedbestyrelsen, og vil drøfte det kommende folketingsvalg med ham. Vi glæder os meget til hans besøg. Det ser iøvrigt ud at folketingssekretariatet har styr på organiseringen af en kommende valgkamp.

Alle bedes læse det fremragende notat, vi har modtaget fra folketingsgruppen vedr. kontanthjælpsreformen. Kvaliteten holder i forhold de notater, vi tidligere har modtaget vedr. ældreområdet og sociale klausuler. Det er rigtig godt. Vi vil bruge kontanthjælpsnotatet pro – aktivt,  lige som vi fortsat har sociale klausuler i bageovnen.

EU – valget. Vi drøftede plakatopsætning, gågadeaktiviteter og debatindlæg. Vi mangler squ lidt information fra centralt hold. Hvad er på vej, og hvilken støtte vil vi få?

Kommende debattemaer er  skolestrukturen i Herning og øvrige budgettemaer.

Til sidste lidt muntert: farcen om cityforeningens økonomiske morads fortsætter. Avisreferatet fra deres generalforsamling gav indblik i Hernings svar på Krysters Kartel. Det er derimod ikke specielt sjovt, at foreningen ikke har leveret varen og tilsyneladende tror, at  deres favorable vilkår er en selvfølge. Det er squ ikke så mærkeligt, at butikssituationen i midtbyen sejler med huslejer ud af kontrol og manglende medlemshvervning. Man må håbe, at den nye bestyrelse får styr på husejere og butiksindehaverene i midtbyen, ellers må de sættes under kommunal aktivitetsadministration.

 

 

Generalforsamling og fantastisk møde med Preben Wilhjelm

Kære læser

De seneste to uger har for mit vedkommende været præget af 3 politiske begivenheder. Generalforsamling i Enhedslisten, byplanudvalgsmøde og et fantastisk møde i går aftes med venstrefløjens nestor Preben Wilhjelm.

Generalforsamlingen forrige torsdag blev en dejlig oplevelse, og den blev dagen efter dækket indgående i Herning Folkeblad. Referat bliver lagt på vores hjemmeside. Lars berettede først fra livet på Christiansborg, og herefter var det min tur til at fortælle om byrådsarbejdet. Aktuelt omtalte jeg besparelserne på handicap og psykiatriområdet, renovering af almennyttigt boligbyggeri og beskæftigelsessituationen. Hvad angår det første så er reaktionerne begyndt at indfinde sig fra omgivelserne, og de er efter min opfattelse velkomment. Lad mig slå fast i forhold til renovering af det almenyttige byggeri, at det støtter vi helt og aldeles. Vi mener blot, at det skal ske i et tempo så økonomien kan følge med, og så de lokale og regionale håndværkere kan tilgodeses. Vi drøfter snarest sagen med S og SF, samt boligforeningerne.   Beskæftigelsessituationen er stort set ændret her i begyndelsen af 2014 i forhold til efteråret 2013. Jeg glæder mig over, at arbejdet i beskæftigelsesudvalget er fokuseret på at nedbringe ungdomsledigheden markant. Resultaterne skulle gerne begynde at komme i 2. halvår 2014. Jeg skrev i sidste uge en artikel om “Kontanthjælpsreformens udfordringer”. Du kan se artiklen på vores hjemmeside.

På afstand har jeg fulgt generalforsamlingen i Herningegnens Lærerforening. Foreningen havde rekordtilslutning til deres generalforsamling ,og det er bare flot. Jeg og Enhedslisten er meget enige i budskabet fra lærerkredsen og dens medlemmer. Der er nødt til at ske noget, der skaber anderledes ordentlige vilkår for udvikling af lærerarbejdet. Næste halvleg udspilles på byrådets budgetseminar.

Peter Engsted fremlagde en flot beretning på Enhedslistens generalforsamling. I fokus var bl. a. diskussionen om nyt principprogram. Der blevet givet fuld opbakning til hovedbestyrelsens skrivegruppeforslag. Efterfølgende har Peter og Casper deltaget i et delegeretmøde, og her skete der det glædelige, at der blev givet stor opbakning til HB – forslaget. Det leninistiske tankegods vil blive fjernet, som en del af Enhedslistens principgrundlag og vision. Årsmødet i maj ser helt klart ud til at ville bekræfte denne politiske linie.

Børnecheck og social dumping. Regeringen vil have opbakning til, at udenlandske arbejdere i Danmark skal have ret til at få udbetalt børnecheck til deres børn, der opholder sig i hjemlandet. Snart følger lignende krav vedr. dagpenge, boligstøtte og hvad ved jeg. De indre marked er udlevelsen af en våd neo – liberal drøm. Lønninger langt under dansk overenskomstniveau skal kunne suppleres af danske arbejdsmarkeds- og velfærdsydelser. Det bliver heldigvis ikke med Enhedslistens støtte. Regeringen er nødt til at forstå, at forudsætningen for at kunne give udenlandske arbejdere danske velfærdsydelser, er en massiv effektiv indsats mod social dumping af løn- og arbejdsforhold. Herunder indførelse af kædeansvar. Det må og skal der ikke herske tvivl om. Og så kræver det jo også langt større klarhed over, hvad der udløser velfærdsydelserne.

Byplanudvalget er så småt gået igang med at forme processen med at udvikle vision 2020 for Herning Midtby. Det er et utroligt vigtigt arbejde, som jeg glæder mig til at være en del af. Ja, og så begynder tankerne om indretningen af en ny banegårdsplads at tage form.

Byrådsseminaret i begyndelsen af april nærmer sig. Skolestrukturen bliver et af de vigtigste emner. Også her venter en spændende debat.

I morgen skal jeg deltage i KLs årsmøde i Ålborg. Indlagt i programmet er partiernes gruppemøder. Det er første gang, at Enhedslisten har en markant placering i KLs struktur med bestyrelsesmedlem Jesper Kiel og medlemmer af centrale KL – udvalg. I forhold til formandens beretning er tiden inde til, at Enhedslisten giver sit besyv med. Det er ikke sikkert, at det kommer til at gå helt stille af.

Og så tilbage til i aftes. Mødet med Preben Wilhjelm blev en ubetinget succes og fantastisk oplevelse. PW gav en levende og vidende gennemgang af sin pamflet “Krisen og den udeblevne systemkritik”. Der blev uddelt lige højre til revolutionære vrangforestillinger, og PWs argumentation for, at systemet må laves grundlæggende om og kapitalismen afskaffes stod stærkt og troværdigt. PW er årgang 1935. Jeg kom til at tænke på, at det er næsten også nødvendigt, når man skal nå at blive så vidende og velformuleret. Men man skal ikke tage fejl. Der ligger usædvanlig flid og grundighed bag synspunkterne. Vi gik derfra med indtrykket af, at vi havde været til møde med et dejligt menneske og en levende legende. Ole har taget nogle dejlige billeder fra aftenen, og nogle af dem kommer snart på hjemmesiden.  Man har lyst til at sig tak for oplevelsen. Det sker squ ikke ret tit, at man får præsenteret en så gennemført troværdig samfundsanalyse.  Tak til 3F for lån af det dejlige lokale.

 

Byrådsmøde, møde om sygedagpenge og generalforsamling

Kære læser

Ugen startede med møde i KV – baggrundsgruppen mandag aften. Fint møde, hvor vi gennemgik byrådsdagsordenen til tirsdag, fordelte de generelle politiske temaer mellem bagrundsgruppens medlemmer og drøftede temaer til budgetkonferencen.

Tirsdagens byrådsmøde blev en lidt længere affære end sædvanligt. Der var en større snakkelyst. Jeg holdt mine første to indlæg dels om vindmølleplanlægning, dels om ældrepuljen. I begge tilfælde var det emner, der gav anledning til en omfattende debat. DF fik markeret at de generelt er imod vindmøller på land, og jeg markerede det modsatte synspunkt. Jeg tilkendegav, at miljø- og planlægningsforholdene skal analyseres nøjere, og det vil tage en rum tid, før en ny samlet vindmølleplan er på vej.   Jeg udstødte der ud over et hjertesuk over planlægningen af processen vedr. ansøgningen til ældrepuljen.

I forlængelse af byrådsmødet blev der afholdt et møde om udfordringen på handicap- og psykiatriområdet = læs besparelsen. De ser rigtig skidt ud, og der skal spares et beløb på over 20 mio. kr. Det blev aftalt, at området ikke skal bære besparelsen alene, men at ca. 1/3 skal bæres af de øvrige udvalgsområder. Surt show. I teksten til budgetforliget for 2014 (som vi af gode grunde ikke var med i) var besparelsen jo nærmest forudset.

Jeg var inviteret til møde i FOAs socialpolitiske forum i dag på Gormsvej. Super gode indlæg om langtidsygdom. Jeg blev meget klogere, og gav så selv den politiske vinkel på sagen.

I morgen er jeg inviteret til møde med bestyrelsen for LO Herning. Jeg skal give oplæg til temaer for det fremtidige samarbejde. Beskæftigelsessituationen, byggeriet, skolen og fælles aktiviteter er nogle af de emner, jeg vil fremlægge.

I morgen aften kl. 19.00 i Huset nr. 7 i Nørregade er der generalforsamling i Enhedslisten Herning. Det bliver hyggeligt. Jeg vil fortælle om den første tid i byrådet og samtidig reklamere for mødet med Preben Wilhjelm hos 3F d. 18. marts.

Jeg har indsendt et debatindlæg om “Folkeskolereformen og lærerne” til Herning Folkeblad og i week – enden følger et om kontanthjælpsreformens udfordringer.

På fredag kører vi stensikkert til Kltmøller.

 

 

Synliggørelse

Kære læser

Det har været en travl uge og næste uge bliver lige så travl med byrådsmøde, baggrundsgruppemøde, møde hos FOA, på Skarrildhus med LO og generalforsamling. Først skal jeg dog lige deltage i Enhedslistens kommunalpolitiske landsledelsesmøde på søndag. Herligt.

Jeg har brugt tiden i dag på at skrive 3 debatindlæg til Herning Folkeblad. Et som svar på Kristian Jensens ideologiske propagandaindlæg om udbud (er sendt), et om folkeskolereformen og lærerne, samt et om kontanthjælpsreformens regler om uddannelsesydelse og gensidig forsørgelsespligt. Indlæggene kan snart læses på Enhedslisten Hernings hjemmeside og Face Book.

Byrådsmødet på tirsdag har 2 særligt interessante punkter. Jeg skal holde debuttale om vindmølleproblematikken (punkt 102 – 103) og også sige lidt om ældrepuljen (punkt 110). Ellers en uproblematisk dagsorden.

Jeg har netop læst hovedbestyrelsens 2. udkast til nyt principprogram. Udmærket papir. Peter og Casper tager til delegeretkonferencen søndag d. 9. marts.

Hoveddiskussonen i byrådskredse netop nu må siges at være kommende besparelser på handicap- og psykiatriområdet. Av min arm. Tingene drøftes på lukkede møder (altså ikke for mig) netop nu, så jeg vil ikke skrive så meget her, men beslutning følger på byrådsmøde 01. april, og der er tale om et alt for stort tocifret millionbeløb.

Jeg skal da ellers love for, at SFs nye formand er i gang med en større bodsgang. Selv hemmelige socialkammerater burde være misundelige. Jamen, der er squ også meget, at SF har grund til at fortryde. Folkeskolelockouten, kontanthjælpsdeformen, Dong – salget og må jeg foreslå man tilføjer offentlighedsloven, flex- og førtidsreformen, SU – reformen, dagpengereformen, folkeskolereformen (nå nej, den har de jo lige bekræftet det gode i ved at indgå en aftale om erhvervsskolerne). Når SF løber tør for emner til bodsvandringen må de endeligt sige til, så skal jeg nok komme med flere. Nej, jeg tager chancen. SF bør også lige undskylde tilslutningen til EUs finanspagt og konvergenskrav – det haster.

Husk generalforsamlingen d. 06. marts kl. 19.00

Husk mødet med Preben Wilhjelm d. 18. marts hos 3F i Birk.

God week – end.

 

3 kommunalpolitiske fokusområder

Kære læser

De kommende måneder bliver rigtig spændende for Enhedslistens kommunalpolitiske baggrundsgruppe. Vi har 3 særlige områder, som vi skal have  drøftet nøjere og udmønte i konkret spørgsmål og forslag. Folkeskolereformen træder i kraft til august og planlægningen er i gang i kommunen og på skolerne. I Enhedslisten er vi meget opmærksomme på udmøntningen. Har man fået etableret de lærerarbejdspladser på skolerne, der er bekov for? Hvilke retningslinier er der opstillet for lærernes ugentlige tilstedeværelse? Hvor meget tid er de afsat til lærernes forberdelse af undervisningen? Disse spørgsmål vil vi have belyst og følge op på. Dertil kommer selvfølgelig hele skolestrukturdiskussionen.

Vindmølleindustriens jagt efter nye områder til opstilling af nye kæmpevindmøller har byplanudvalget nu sat en foreløbig stopper for. Der er sendt et klart signal i forhold til bygningsentreprenørernes ønsker om nedrivning af bevaringsværdige bygninger. I Aulum hovedgade, Mindegade og Vestergade er der sagt nej til nedrivning. Rigtig godt . Byrådet har besluttet at udarbejde en Vision 2020 for planlægningen af Herning midtby. Det arbejde vil få Enhedslistens fulde opmærksomhed.

Beskæftigelsesområdet er gået ind i år et med kontanthjælpsreformen, de vanvittige dagpengeregler, der betyder at tusindvis af ledige bliver smidt ud af systemet, samt sygedagpengereglernes rådighedsbestemmelser og faldgrænser. 3 væsentlige områder, der skal på byrådets dagsorden i 2014. Det er Enhedslisten garanten for.

I Enhedslisten intensiveres diskussionen om nyt principprogram og dobbeltmedlemsskab. Peter og Casper er valgt til delegeretkonferencen i marts. Læs Rød + Grøn i næste uge, hvor hovedbestyrelsens forslag genudgives med indarbejdede ændringsforslag. I Herning afdelingen støtter vi dette forslag.

Husk generalforsamlingen d. 6. marts kl. 19.00 i Huset Nørregade 7.

 

 

 

Vindmøller, brændeovnsrøg og partier, der gik op i røg

Kære læser

Ingen kan berettiget hævde, at dansk politik går underdrejet ind i 2014.

I Herning byråd er arbejdet ved at komme op i omdrejninger, det samme gælder organiseringen af det kommunale arbejde i Enhedslisten, og SF – tragedien eller måske snarere farcen udvikler sig, så det er svært at holde munden lukket. Det er såmænd ikke så meget SFs regerings – exit, der får befolkningen til at måbe. Det er snarere to andre forhold, der slår alle med forbavselse. Dels er der de forhåndværende SF – ministres faneflugt, og de begrundelser, de giver for deres skifte. At Ida Auken føler, at de radikales politik bedre stemmer med hendes værdier, kalder vel mest på medlidenhed, mens Astrid Krags afgang til S vel blot er udtryk for, at hun er den sidste, der har opdaget, at hun ikke er og måske aldrig har været folkesocialist, men socialdemokrat. SF burde betale første kvartal af hendes S – kontingent, hvis ellers forhåndværende ministre betaler det. Nej, så forstår jeg på en måde bedre Ole Sohns exit. Når man mener, at lønmodtagerne skal have lønnedgang i de kommende år til gengæld for, at virksomhederne får et 10 – årigt skattestop, så kan det da kun gå for langsomt med forlade den synkende skude. Men hvorfor vælger manden dog en omvej omkring S. Pladsen ved siden af Karen Jespersen skulle ellers efter sædvanligvis upålidelig kilde være ledig.  Det anden ting, der måtte undre ved SFs nedsmeltning er den forklaring ,som den tilbagevendende ledelse giver for partiets nedtur i vælgermålingerne og afgang fra regeringen. Efter de slagne politikeres  mening, så skyldes problemerne, at SF ikke har været god nok til at forklare sine mange resultater og politik i regeringen. Man bliver helt stum for et kort øjeblik. Hvem f…. tror de vi er? Kontanthjæpsreformen, selskabsskatteletelserne, offentlighedsloven, indgrebet i folkeskolekonflikten og folkeskolereformen og salget af Dong til GS for nu at nævne nogle af de største løftebrud SF har begået, bliver da ikke til god acceptabel politik, fordi SFs ledende minstre havde være mere smurte i munden. Nonsens. SF skal nu vælge en ny formand og ledelse og fred være med det. Men det er da logik for perlehøns, at SF først og fremmest har behov for en selvkritisk analyse af sin egen position og politik. Held og lykke med det!

Arbejdet i byrådet er som sagt ved at komme op i omdrejninger. Beskæftigelsesudvalget har lavet en 4 – trins – raket for indsatsen mod ungdomsarbejdsløsheden og konklusionerne kan drages inden sommerferien. Kontanthjælpsreformen er også her en dark horse. Udvalget skal også tage fat omkring problemerne med langtidsledighed og langtidssygedom. Det er Enhedslistens mærkesager, vi her er inde på. Jeg er parat til at gøre en forskel her.

Byplanudvalget har rigtig meget gang i sagerne og på det seneste møde blev der slået søm i på vindmølleområdet. Aulum og Kølkær kan ånde lettet op, og der bliver ikke inddraget nye vindmølleområder før der er udarbejdet en ny samlet plan. Super. Svæveflycecentret i Arnborg har fået opbakning til renovering og udbygning. Der er lagt en plan for renovering af og indretning af gågaden i 4 faser, og der er sat en endelig stopper for nedrivning af det gl. mejeri i Aulum og et hus i Mindegade 2 i Herning. Der er også enighed om at støtte fredningen af de geometriske haver i Birk og en plan for indretning af parkeringspladser ved Sosu – skolen er sendt i høring. Og så har jeg endda kun omtalt nogle af de mange spændene sager, der behandles i dette udvalg.

Til slut vil jeg omtale nogle partinyheder.

Venstrefløjens nestor Preben Wilhjelm kommer til Herning tirsdag d. 18.03.14 kl. 19.00. Han vil give oplæg til en snak om sin bog “Krisen og den manglende systemkritik”. Han vil også kommentere den aktuelle politiske situation på venstrefløjen. Ifølge forlydender fra de kommuner, hvor han allerede har været, venter der en stor oplevelse for mødedeltagerne. Enhedslisten Herning er arrangør, det er et offentligt møde, og det foregår hos 3F i Birk. Annoncering følger i dagspressen.

Lars Dohn har meddelt, at han ikke genopstiller ved det førstkommende folketingsvalg.

Peter Engsted har meddelt, at han opstiller ved hovedbestyrelsesvalget, der afholdes på Enhedslistens årsmøde i maj.

Jeg håber, vi ses på medlemsmødet tirsdag d. 18. februar. Vi skal blandt andet drøfte principprogram og vælge delerede til delegeretkonferencen i marts. (se indstik i RØD + Grøn februar – nummeret)

Den 6. marts er der ordinær generalforsamling.

Den 03. april er der medlemsmøde med årsmødeforberdelse.

 

 

 

 

Hvad sker der for Corydon og Vilhelmsen?

Kære læser

Jeg kommer snart til det. Altså fortæller lidt om byrådsarbejdet, men jeg må altså have luft først. Hvad sker der i regeringen? Hvordan fanden kan man ikke bare ignorere kendsgerningere, men også regeringens eget vælgergrundlag og grundlæggende politiske værdier. En centrum – venstreregering sælger da ikke væsentlige dele af den vitale nationale infrastruktur til profitjægere og skattefuskere, hvis den tænker sig om. Men den siddende regering gør. Dong contra Goldman Sachs – Bjarne Corydon contra Frank Åen. Men ikke blot det. SFs eget bagland er i oprør og den erfarne socialdemokratiske politiske elite og baglandet generelt siger fra, så det kan høres. Ud over Blå Bjarnes manglende personlige kompetencer – fraværet af selvindsigt og empati – så må forklaringen være den enkle, at regeringen er træt af at være regering. Den byrde kan den hurtigere end den selv tror det  blive befriet for. Løkke og Hjort Frederiksen, samt den danske og internationale storkapitals klarkører ser på med slet skjult tilfredshed. Enhedslisten er det troværdige bolværk mod neoliberalismens hærgen  langt ind i regeringen og det danske samfund, men desværre er bolværket ikke højt nok til at inddæmme og hindre, at liberalismen æder bid for bid af vor nationale suverænitet og ejerskab til vort lands produktionsapparat. Politisk og økonomisk. Regeringen skal ikke have et mistillidsvotum for den klarer helt selv at rive fundamentet væk under sin egen eksistens. Det ville være dejligt, hvis vi kunne forhindret regeringens fald og en Venstre – regerings fremkomst. Men  Bjarne, Annette , Merethe og Helle vil ikke lytte. Regeringen fører en politik, der er så blå, at de ikke kan løsrive sig fra de rå kapitalistiske drenge. Goldman Sachs, – så bliver det squ ikke meget værre. GS skjuler profitten i skattely. Gad vide om ikke også Dongs ledelse, der skal præmieres med 1,5 mia. kr. bonuskroner for at sikre brandudsalget, nok skal forstå at fjerne deres ekstra – indtægter fra skattevæsenets radar.

Så er Herning byråd trods alt et noget fredeligere sted at befinde sig. Men blå zone er det godt nok også. Det har ikke vist sig så meget i selve byrådssalen endnu, hvor gårdsdagens byrådsmøde primært handlede om at lande planlægningssager, der er overleveret fra sidste byrådsperiode. I udvalgene er arbejdet præget af introduktion og planlægning af den kommende tids arbejde. Men roen varer nok ikke længere end til byrådskonferencen i april. Her skal der følges op på temaerne i budget 2014 og drøftes ønsker til budget 2015. Det bliver spændende og på vores baggrundsgruppemøde i mandags, drøftede vi da også tingene i det perspektiv. For os er det specielt på områderne byplan, beskæftigelse, folkeskolen og børnepasningen, at vi skal forsøge at påvirke beslutningerne og stille forslag. Men der er da også temaer fra sundheds- og socialområdet, der har vores opmærksomhed. A’propos det, så er ældremillionerne fra statens budget 2014 på vej mod kommunerne. 14,6 millioner kan Herning søge om og få bevilget pr. år i perioden 2014 – 2018. Jeg har noteret mig, at borgmesteren allerede i mandags udtalte sig om sagen til avisen. Det er jo interessant al den stund, at sagen ikke har været forelagt alle byrådets partier og tilsyneladende heller ikke skal behandles i byrådet før ønskerne formuleres og sendes til regeringen. Jamen, hvis det er sådan ting foregår, så må man jo indrette sig efter det og Enhedslisten har under alle omstændigheder konkrete ønsker til, hvordan pengene skal anvendes. Den sag vender jeg tilbage til.

Lørdag mødes alle Enhedslistens byrådsmedlemmer og regionsrådsmedlemmer hos 3F i Horsens. Vi skal vælge medlemmer til KLs og DRs bestyrelser, samt et nyt landsarbejdsudvalget. Det kommer jeg tilbage til næste onsdag. Rimeligt spændende valg er det jo.

Ha’ en fortsat god uge.